To nye instruktører til DGI’s 9. Verdenshold
Signe Braüner Nygaard fra Ikast og Anders Bidstrup fra Hobro bliver de to instruktører der sammen skal producere showet ZOOM og undervise de 28 kommende verdensholdsgymnaster på deres turne i 2012-2013.
De har drømt om det. De brænder for at undervise og så har de selv været gymnast på DGI’s Verdenshold.
26-årige Signe Braüner Nygaard fra Ikast og 28-årige Anders Bidstrup fra Hobro har begge siden de selv var verdensholdsgymnaster haft som mål at træne og udvikle sig til at kunne søge stillingen som instruktør for DGI’s Verdenshold.
Nu er målet indfriet og med flere års erfaring som underviser på repræsentationshold, står de begge klar med masser af energi og ideer til det kommende hold.
Signe Braüner Nygaard
26 år, opvokset i Ikast, bosiddende i Aarhus
Kroppene mange - styrken en
Signe Braüner Nygaard er i gang med sit 3. år på læreruddannelsen i Aarhus og har tidligere været ansat som gymnastikinstruktør på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, på BGI Akademiet og på Brejninggaard Efterskole. Herudover har hun i flere år undervist DGI Midtjylland–Hammerum repræsentationshold og er i år instruktør for DGI Østjyllands repræsentationshold.
1300 piger og tøndebånd
Til Landsstævnet 2009 i Haderslev var hun instruktør for Efterskolernes pige tøndebåndsserie, hvor 1300 piger deltog. I 2010 instruerede hun endvidere showet Decoupage til Dronningens 70 års fødselsdagsshow i Aarhus.
”Jeg beundrer og værtsætter den danske gymnastik. Derfor brænder det i mig for at udleve mine ideer og rejse rundt med det kommende show for DGI’s Verdenshold. Kroppene mange – men styrken er en. Citatet fra den tidligere Landsstævnesang beskriver meget godt den proces jeg skal arbejde med og lige nu kan jeg slet ikke vente med at komme i gang,” siger Signe Braüner Nygaard, den ene af de to instruktører for DGI’s Verdenshold.
Anders Bidstrup
28 år, opvokset i Hobro, bosiddende i Odense
Et show til mindste detalje
Anders Bidstrup når netop at færdiggøre sin Diplomuddannelse som bygningsingeniør før han skal rejse ud i verden som instruktør og ambassadør for dansk gymnastik.
Han har i en årrække været instruktør på Holstebro- og Lemvigegnens repræsentationshold i DGI Vestjylland og i den forbindelse rejst til Brasilien og Fiji-øerne.
”Jeg glæder mig helt vildt til at kunne gå endnu mere i dybden med mine ideer, have tid til at udvikle et show til mindste detalje og arbejde med nogle af landets bedste gymnaster,” siger Anders Bidstrup, den anden af de to instruktører for DGI’s Verdenshold.